Løvenkrands: Vi kan undvære Carroll
300 millioner kroner. Så meget smed Liverpool på bordet i Newcastle for angriberen Andy Carroll. Peter Løvenkrands klub nåede dog ikke at købe en profileret erstatning for Carroll, inden transfervinduet lukkede, og i sidste uge vlagte de så at give den transferfrie 34-årige finne Shefki Kuqi en kontrakt for resten af sæsonen.
Angriberen Shola Ameobi er nemlig blevet skadet, og det efterlod Newcastle kun med Leon Best, Nile Ranger og altså Peter Løvenkrands. Danskeren er startet inde i de seneste to kampe ved siden af Leon Best, og Løvenkrands mener, at han og de andre angribere kan løfte arven efter Andy Carroll, selv om de i weekenden måtte gå målløse fra banen efter 0-0 mod Blackburn.
- Nu da Andy er væk vil alle fokusere på vores angribere, hver gang vi ikke scorer. Men vi har spillere, der kan komme ind og score for os. Jeg scorede 16 sidste år, og det er kun tre færre end Andy, og jeg spillede endda færre kampe end ham. Ja, han er selvfølgelig et stort tab, for han er en god spiller og held og lykke til ham. Men vi har spillere, der kan udfylde hans støvler, siger Peter Løvenkrands i følge
Daily Mirror.Newcastles angribere har dog ikke været for heldige efter Carrolls afgang, og Løvenkrands og co. skal snart have gang i støvlerne, hvis ikke de vil hældes ud med badevandet til sommer, når Newcastle bruger nogle af Andy Carroll-pengene på at hente en eller flere nye angribere.
- Vi skal bare have den lidt snert af held, der kan sætte os i gang, og jeg er sikker på, at det nok skal gå godt. Både mig og Leon har ventet på vores chance, for der har været mange gange, hvor vi har følt, at vi burde have spillet. Men nu får vi chancen, og så må vi gå ind og bevise os, siger han.
Næste gang Løvenkrands og co. i angrebet får mulighed for at stråle er i morgen, når de møder Birmingham på udebane.