Chelsea forhører sig om Roma-back
Foto: Getty Images
Premier League

Chelsea forhører sig om Roma-back

Chelsea er fortsat på jagt efter en ny venstre back, og de har udset sig en Roma-spiller.

Marcos Alonso har været forrygende for Chelsea, siden han blev hentet i Fiorentina forrige sommer, men den spanske forsvarsspiller har stort set været uden konkurrence på positionen som venstre wingback.

Brasilianske Kenedy har blot spillet et par kampe i pokalturneringen, og han har slet ikke formået at give den nødvendige konkurrence til Alonso.

Chelsea har gennem længere tid været på jagt efter en ny spiller til venstre wingback, og i sommerens transfervindue forsøgte the Blues at købe Alex Sandro i Juventus, men de italienske mestre ville ikke sælge forsvarsspilleren.

Siden da har Chelsea fastholdt interessen i Alex Sandro, men der er stadig ikke noget, der tyder på, at han er på vej til London-klubben. Derfor har Chelsea set sig om efter alternativer, og klubben har udpeget Roma-spilleren, Emerson.

London Evening Standard skriver i dag, at har lavet en forespørgsel til Roma på den 23-årige forsvarsspiller, som netop er vendt tilbage fra en alvorlig knæskade, som han pådrog sig i maj sidste år.

Han har således blot spillet to kampe i denne sæson, hvor Aleksandar Kolarov også har siddet solidt på venstre back-positionen hos det italienske storhold.

Chelsea håber, at de kan få Emerson for omtrent 170 millioner kroner. Hvis de lykkedes med at hente italieneren, vil Kenedy endvidere få lov til at blive udlejet til Newcastle.