Video : Tipsbladet
Premier League

Lukaku bliver hjemme fra Manchester Uniteds tur til Norge

Ole Gunnar Solskjær har udtaget 26 spillere, som skal til Oslo, men Romelu Lukaku er ikke blandt dem, selvom angriberen er blevet sin skade kvit. Måske trækker det op til et klubskifte for belgieren.

Der er flere indikationer på, at Romelu Lukaku ikke spiller for Manchester United i den kommende sæson.

Først og fremmest har der sommeren igennem været stor interesse i den belgiske landsholdsspiller fra især Inter, men også Juventus har på rygtebasis været interesseret. Indtil videre har Manchester United dog ikke modtaget et acceptabelt bud på angriberen.

I dag har Ole Gunnar Solskjær udtaget 26 spillere, der rejser til Oslo forud for Manchester Uniteds kamp mod Kristiansund i morgen aften, og her er der ikke fundet plads til Romelu Lukaku.

På det seneste har han døjet med en mindre skade, men ifølge Manchester Evening News er han kommet sig over de problemer, og derfor er det formentlig ikke derfor, at han er blevet efterladt i Manchester.

Her befinder han sig dog ikke helt alene, for Manchester United har heller ikke taget Matteo Darmian med til Ole Gunnar Solskjærs hjemland. Den italienske back har længe lignet en spiller, der er til overs i klubben, men indtil videre er det ikke lykkedes for De Røde Djævle at få ham solgt.

Manchester Uniteds træningskamp mod Kristiansund er den næstsidste, inden Premier League-sæsonen starter mod Chelsea den 11. august. Forude venter også en træningskamp mod AC Milan.