Makienoks manager fyret
Foto: Stine Bidstrup/Polfoto
Premier League

Makienoks manager fyret

Lasse Vibe og resten af Brentford blev sidste søm i kisten på manager Luzon, der nu er fyret i Charlton efter et 0-3-nederlag.

Simon Makienoks manager i Charlton, Guy Luzon, har ikke længere et job i London-klubben. Charlton har nemlig valgt at afbryde samarbejdet efter klubbens nederlag til Brentford på 0-3.

Det melder Charlton på deres officielle hjemmeside.

Det er dog ikke alene dét nederlag, der gør det. Efter en lang periode med dårlige resultater er Charlton nu under nedrykningsstregen i Championsshippen. Det er blandt andet ti kampe siden, klubben sidst har vundet i den næstbedste række, da man slog Hull med 2-1 tilbage i august.

Luzon kom til klubben tilbage i januar, hvor det lykkedes for ham at få Charlton til at stabilisere sig og ende på en 12. plads. I denne sæson har det dog set meget sort ud, og derfor har klubben valgt at fyre ham, lyder det fra Charlton selv.

Udover Guy Luzon, så er assistenttræneren Damian Matthew og førsteholdstræneren David Martane også blevet fyret fra klubben, der nu søger et helt nyt trænerteam. Førstnævnte har ellers været i klubben i ni år, mens Martane blev hentet til klubben i sommer.