Video : Tipsbladet
Premier League

Manchester City er ved at erkende Sánchez-nederlag

Alexis Sánchez til Manchester City? Det ser ikke længere sandsynligt ud, for Premier Leagues førerhold er ved at erkende et nederlag.

Helt siden sommerens transfervindue har det set ud til, at det blot ville være et spørgsmål om tid, inden Alexis Sánchez ville skifte til Manchester City. I de seneste dage har der dog tegnet sig et andet billede af situationen.

Manchester United har meldt sig ind i kampen om Arsenal-stjernen, og De Røde Djævle er angiveligt favoritterne til at sikre sig chileneren, da de vil betale mindst 255 millioner kroner til the Gunners.

Derimod har det været rygtet, at Manchester City ikke ville betale mere end 170 millioner kroner, men nu skriver the Guardian, at Pep Guardiolas mandskab muligvis har været klar til at forhøje buddet på Sánchez.

I stedet er the Citizens dog blevet afskrækket af det beløb, som Sánchez’ agent, Fernando Felicevich, efter sigende vil have for sin rolle i handlen.

Derfor er Manchester City ifølge den engelske avis også ved at erkende, at de ikke får fingrene i den chilenske landsholdsspiller, som har kontraktudløb i Arsenal om et halvt år.