Video : Tipsbladet
Premier League

Manchester City-profil afventer scanning efter ny skade

Fernandinho kan se frem til at skulle igennem en scanning, efter han blev skadet mod Manchester United.

Det var en vigtig blokering, Fernandinho fik sat ind i begyndelsen af anden halvleg, men det kom også til at koste dyrt for brasilianeren.

Han fik forhindret Paul Pogba i at sende en afslutning afsted fra kanten af feltet, men i samme ombæring blev han også skadet i forsøget på at blokere den franske midtbanespillers forsøg.

Kort efter måtte han lade sig udskifte, og efter kampen var det endnu uvist, hvor slemt det står til med Manchester Citys ankermand på midtbanen. Det skal en scanning i dag være med til at klarlægge.

- Vi må se i morgen (torsdag, red.). Vi vil lave en scanning, og så må vi se. Jeg vil snakke med lægen, og han vil træffe den bedste beslutning for alle. Da jeg blokerede skuddet fra Paul, kunne jeg mærke mit knæ. Det vred en smule. Jeg kunne fortsætte med at spille, men jeg blev udskiftet, sagde Fernandinho ifølge Goal.

I løbet af denne sæson har den rutinerede brasilianer døjet med flere småskader, og hvis han endnu engang må melde fra til kamp, vil det være en stor bét for Pep Guardiola, som i forvejen også må undvære Kevin De Bruyne på midtbanen.