Manchester City sendte sikkert Okore og co. ud af FA Cuppen
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Manchester City sendte sikkert Okore og co. ud af FA Cuppen

Unge Kelechi Iheanacho lavede et hattrick, da Manchester City vandt 4-0 over Aston Villa i FA Cuppen, mens Jakob Hauggaard og Stoke er færdige i turneringen.

Manchester City havde ingen problemer med at besejre Aston Villa i fjerde runde af FA Cuppen lørdag eftermiddag.

Anført af den 19-årige Kelechi Iheanacho nedlagde Manchester City Aston Villa med 4-0 på udebane i Birmingham.

Iheanacho lavede et flot hattrick mod Aston Villa, der startede med danske Jores Okore på bænken.

Det første mål satte angriberen fra Nigeria ind efter kun fire minutter, inden han tyve minutter senere scorede fra 11-meter-pletten på et straffespark til 2-0.

Iheanacho fuldendte sit hattrick efter 74 minutter, da han nettede til 3-0, og til sidst kom Raheem Sterling også på måltavlen med sit mål til 4-0.

Okore blev i øvrigt indskiftet i begyndelsen af anden halvleg.

Dermed gik Manchester City videre til femte runde af turneringen.

Andetsteds fik danske Jakob Hauggaard endnu en gang chancen i Stokes mål i FA Cuppen, men desværre for den tidligere FC Midtjylland-keeper røg klubben ud til Crystal Palace efter et 0-1-nederlag. Wilfried Zaha scorede kampens eneste mål tidligt i første halvleg.