I seneste FA Cup-runde røg Manchester United ud i vanskeligheder mod Cambridge United fra League Two - den fjerdebedste række i England. Louis van Gaals stjerner skulle bruge to kampe til at vinde over miniputterne, og mod Preston North End fra League One sled Manchester United igen i det. Denne gang fik de det dog afgjort i første forsøg.
Efter en uinspirerende og sløv første halvleg fik Preston ellers bragt sig foran 1-0 til enorm jubel på et propfyldt Deepdale. Venstre wingback Scott Laird fik sin afslutning afrettet af Antonio Valencia, og bolden krøb under David de Gea, der dog ikke vil være glad for at se en gengivelse af sin aktion. På en god dag, havde spanieren reddet forsøget.
Louis van Gaal reagerede ved at hive en anonym Radamel Falcao ud i stedet for Ashley Young. Og få minutter efter kom udligningen så - en ganske kontroversiel en af slagsen. Ander Herreras skud gik ind via stolpen, men det lignede unægteligt, at Preston-keeper Thorsten Stuckmanns udsyn blev forstyret af Wayne Rooney.
Marouane Fellaini udbyggede syv minutter efter. Den høje belgier, der var blevet rykket op som angriber, sendte riposten i nettet efter, at hans eget hovedstød var blevet reddet.
Preston formåede aldrig at svare igen, og i stedet kunne Wayne Rooney lukke og slukke til 3-1 på en straffesparksscoring efter, at han selv havde filmet sig til et forsøg fra ellevemeterpletten.
Manchester United møder Arsenal i FA Cup-kvartfinalen. De andre kampe er Liverpool mod Blackburn, Bradford mod Reading og Aston Villa mod West Bromwich.