Video : Tipsbladet
Premier League

Man. United fortsætter stimen: Sikker sejr i FA Cuppen

Ole Gunnar Solskjær tog endnu en sejr, da Manchester United vandt med 2-0 hjemme over Reading i FA Cuppen

Ingen og intet ser ud til at kunne stoppe Manchester United for tiden, der under den midlertidige manager Ole Gunnar Solskjær for alvor har fundet vindertakterne frem. Det gik lørdag eftermiddag ud over Reading, som besøgte Old Trafford i FA Cuppens tredje runde.

Kampens første kvarter var uden dramatik, og hverken Manchester United eller Reading tog nogen form for initiativ.

Efter små tyve minutter kom der dog drama for alle pengene. Juan Mata blev fældet i feltet, og tacklingen dirigerede bolden hen til Fred, der sendte bolden i mål. Men der blev dømt offside på brasilianeren, og det lignede derfor en forspildt chance.

Det så dog unægtelig ud til, at Juan Mata blev nedlagt med ulovlige midler. Og efter en længere VAR-pause kom dommer Stuart Attwell frem til samme konklusion, og der blev derfor dømt straffespark til Manchester United.

Det blev stensikkert omsat af Juan Mata selv, der dermed bragte hjemmeholdet foran efter en ellers kedelig start på kampen.

De kedelige tendenser forsvandt heldigvis, da føringsmålet åbnede op for kampen, og i de efterfølgende ti minutter havde begge hold store muligheder. Romelu Lukalu fik ikke udnyttet sin fart og styrke i et ellers lovende løb mod Reading-målet, og kort efter var det Readings tur til at misse en god mulighed med overtal i offensiven.

Manchester United stillede med et reservespækket hold, og midtbanen var uden en eneste af de normale startere. Har startede Fred, McTominay og Pereira i stedet inde, og det gav flere gange problemer. Reading pressede hurtigt op på reserverne, og manglede ofte kun den sidste kvalitet i afslutningerne for at true en anden Manchester United-reserve, Sergio Romero i målet.

Men i første halvlegs overtid var det i stedet Manchester United, der bragte sig yderligere foran. Et dumt boldtab på midten af banen blev samlet op af Alexis Sánchez, der sendte Romelu Lukaku afsted. Denne gang fik belgieren udnyttet sin fart og styrke ordentligt, så han viftede en modstander væk, afdriblede målmanden og sendte bolden i mål fra en spids vinkel til en pauseføring på 2-0.

I anden halvleg lagde Reading bedst ud, og efter 53 minutter kom indskiftede Sone Aluko frem til en kæmpe mulighed. Men alene med Sergio Romero kunne han ikke passere den argentinske reservekeeper.

Efterhånden begyndte Manchester United dog som forventet at dominere mere og mere, og en scoring til 3-0 virkede mere sandsynlig end en reducering. Reading fik sværere og sværere ved at presse Manchester Uniteds midtbane, og kun Sone Aluko var en reel trussel. Men ene mand kunne han ikke gøre den store forskel mod den rødklædte overmagt.

Derfor endte det med en sikker sejr på 2-0 til Manchester United, der efter Ole Gunnar Solskjærs femte sejr i træk dermed er videre til fjerde runde i FA Cuppen. Næste modstander er af lidt højere kaliber, når de røde djævle i næste uge skal på besøg på Tottenham i Premier League.