Mata: Stormen vil passere og solen vil skinne igen
Illustration
Premier League

Mata: Stormen vil passere og solen vil skinne igen

Juan Mata er sikker på, at Manchester United kommer ud af krisen, men anerkender, at det kræver hårdt arbejde. 

Der er ikke noget poetisk over Manchester Uniteds situation netop nu. Holdet er i sin værste krise siden Premier Leagues begyndelse, og i går tabte holdet til ærkerivalerne fra Liverpool. 

Men måske er virkeligheden for hård, i hvert fald bliver nyindkøbte Juan Mata helt lyrisk, når han skal beskrive de engelske mestres situation i sin seneste blog. 

- Stormen vil passere, og solen kommer til at skinne igen, skriver spanieren om krisen på Old Trafford. 

- Det er jeg slet ikke i tvivl om. Desuden er der aldrig nogen, der har sagt, at det skulle være let. Sådan er fodbold. Den kan give én fantastiske øjeblikke, men også svære tider, som man må overkomme ved at være stolt ved sit arbejde og vise professionalisme til det sidste. Og når alt det her er overstået, er jeg sikker på, at jeg vil være en mere moden fodboldspiller. 

Manchester United har hele 18 point op til Chelsea på førstepladsen, og 12 point op til Manchester City, som lige nu indtager den sidste Champions League-plads. Så noget tyder på, at Juan Mata kan nå at blive en meget moden fodboldspiller, før stormen i Manchester United løjer af.