Medie: Stoke-profil tog i byen dagen inden kamp og blev sat af holdet
Foto: Getty Images
Premier League

Medie: Stoke-profil tog i byen dagen inden kamp og blev sat af holdet

Erik Pieters blev droppet til Stokes kamp mod Everton i lørdags, fordi han tog på natklub med sin kone fredag aften.

Som professionel fodboldspiller det sjældent en god idé at gå i byen dagen inden kamp, og det viste det sig heller ikke at være for Erik Pieters.

Ifølge Sky Sports var han udset til at starte inde for Stoke i lørdagens Premier League-kamp mod Everton, men pladsen i startopstillingen blev frataget, da det kom Paul Lambert for øre, at hollænderen havde besøgt en natklub med sin kone fredag aften.

Historien melder ikke noget om, hvorvidt Erik Pieters drak alkohol under byturen med sin kone, men uanset hvad brød forsvarsspilleren de interne regler i klubben, som foreskriver, at ingen spiller må deltage i et socialt arrangement, hvor der bliver serveret alkohol, op til 48 timer inden en kamp.

Det overholdt Erik Pieters ikke, og derfor måtte han bøde for sin fejl. Den hollandske forsvarsspiller blev erstattet af Kostas Stafylidis i startopstillingen, og Erik Pieters måtte endvidere sande, at der end ikke var plads til ham på bænken.