Monaco-spiller: Falcao må sparke sig selv
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Monaco-spiller: Falcao må sparke sig selv

Monaco-spilleren Nabil Dirar fastslår, at Radamel Falcao må ærgre sig over, at han ikke spiller i AS Monaco.

Radamel Falcao blev forud for denne sæson lejet ud fra AS Monaco til Manchester United, hvor det ikke er gået som håbet for den colombianske superstjerne. Sølle fire mål er det blevet til i Premier League-sammenhæng for Falcao, hvilket er et stykke under vanlig standard.

Skiftet til Manchester United har samtidig betydet, at angriberen ikke har spillet europæisk bold i denne sæson. Sådan var det ikke gået, hvis Radamel Falcao var blevet i AS Monaco. Rigmandsklubben spiller som bekendt Champions League-kvartfinale mod Juventus i aften.

Og netop det faktum må ærgre Radamel Falcao, mener hans tidligere holdkammerat i Frankrig Nabil Dirar.

- Jeg tror, at Falcao må sparke sig selv. Her havde han deltaget i Champions League, men han havde nok brug for noget mere atmosfære. I Monaco trivedes han ikke, siger Dirar til ESPN.

Fremtiden er i skrivende stund uvis for Radamel Falcao, der ikke ventes at have en fremtid i Manchester United.