Mourinho: Ivanovic et af de bedste køb nogensinde
Foto: Polfoto
Premier League

Mourinho: Ivanovic et af de bedste køb nogensinde

José Mourinho var fuld af lovord, efter Branislav Ivanovic sikrede Chelsea tre point i Aston Villa.

De fleste danskere kommer nok til at huske Aston Villas kamp mod Chelsea lørdag for Jores Okores første mål i Premier League, men for Chelsea-manager José Mourinho kommer kampen nok til at blive huske for Branislav Ivanovic' scoring til 1-2. Chelsea-serberen scorede med 25 minutter igen af opgøret sejrsmålet, og da City kun fik 1-1 hjemme mod Hull City, har Chelsea nu et forspring på syv point til City i Premier League.

Branislav Ivanovic har efterhånden markeret sig med en del scoringer efter dødbolde. Den seneste scoring kom med foden, og José Mourinho er stolt over højre backen, der blev hentet, efter José Mourinho stoppede i klubben første gang. Portugiseren kalder Ivanovic for et af de bedste Chelsea-indkøb nogensinde.

- Han kom til klubben, lige efter jeg var stoppet, og han har bare leveret fantastisk for denne klub. Han er et konkurrencemenneske med et kæmpe hjerte. Han har været et af de bedste køb nogensinde, sagde José Mourinho efter kampen.

- Det, der betyder noget, er, hvordan vi som klub har det med spillere som Ivanovic, Terry, Cahill. Det er spillere, som du ikke vinder noget uden, sagde José Mourinho.

Serbiske Branislav Ivanovic kom til Chelsea fra Lokomotiv Moskva tilbage i 2008. Han kostede omkring 85 millioner kroner.