Da Paris Saint-Germain slog Chelsea ud af Champions League i onsdags, blev de blåklædte spillere kritiseret meget for deres ihærdige forsøg på at påvirke dommer Björn Kuipers. Zlatan Ibrahimovic kaldte Chelsea-spillerne for en flok babyer, og hjemme i England var tonen ikke meget bedre.
Blandt de mest åbenmundede kritikere var Sky Sports-eksperterne Graeme Souness og Jamie Carragher, men de to har vist glemt, hvordan det er at spille fodbold. Det mener i hvert fald Chelsea-manager José Mourinho, der langer ud efter de to Liverpool-legender.
- Verden er lidt underlig. Måske på grund af maden og måske på grund af kvaliteten af de produkter, vi spiser, bliver hukommelsen kortere. Fordi når Jamie Carragher og Graeme Souness taler om det, er det helt sikkert, fordi de har et problem, siger Mourinho.
Søndag eftermiddag har Mourinho og hans Chelsea-spillere så muligheden for at modbevise d'herrer Souness og Carragher, når holdet tager imod Southampton i Premier League.