Mourinho: Pogba er på niveau med Messi
Foto: Clive Brunskill/GettyImages
Premier League

Mourinho: Pogba er på niveau med Messi

José Mourinho kom med rosende ord til sin franske midtbaneprofil efter en træningskamp mod FC Barcelona.

Der er Lionel Messi og Cristiano Ronaldo. Og så er der alle de andre.

Det har længe været den gængse opfattelse i fodboldverdenen, når samtalen ender på spillernes niveauforskelle. De to superstjerners dominans har da også kunne ses på fordelingen af Ballon d'Or-prisen, som går til verdens bedste fodboldspiller hvert år. Siden 2008 har Ronaldo og Messi nemlig skiftevis vundet den fornemme ære.

Men det kan der måske blive lavet om på nu. Ifølge Manchester United-træner José Mourinho har han nemlig en spiller, der er helt oppe på det niveau:

- Med Messi og Neymar er der kun en af hver, ikke to. Suarez, Iniesta, Pique, Ronaldo, Bale, Modric, Toni Kroos, der er kun en af deres slags. Så de kan kun spille for en klub og ikke to. Vi kan ikke få fat i dem. De tilhører deres klubber. Selv for en træner, som sidder på bænken, er det smukt at se disse spilleres boldbehandling. I dag viste en af mine spillere, Paul Pogba, det niveau. Han viste, at han hører til på det niveau, fortalte portugiseren umiddelbart efter en træningskamp mellem United og FC Barcelona.

Kampen blev afgjort efter en halvtimes spil, da Neymar scorede kampens enlige mål. I anden halvleg skabte især Pogba, Martial og Andreas Pereira en del chancer, men formåede aldrig rigtig at true Jasper Cillesen i Barcelona-målet.

Det var Manchester Uniteds første pre season-nederlag denne sommer. Tidligere har de slået både LA Galaxy, Real Salt Lake, Manchester City og Real Madrid.