Video : Tipsbladet
Premier League

Mourinho: Vi skød os selv i foden

Manchester Uniteds manager var glad for at se vilje og sjæl i sine spillere, men var træt af de fejl, der førte til Arsenals scoringer

Manchester United og Arsenal gik ind til onsdagens indbyrdes Premier League-kamp med to vidt forskellige formkurver. Hvor hjemmeholdet Manchester United i den grad har kæmpet med resultaterne på det seneste, havde Arsenal før kampen ikke tabt i 12 kampe i træk.

Alligevel lykkedes det Manchester United at spille 2-2 mod den formstærke London-klub efter en kamp, hvor Arsenal scorede efter en fejl af målmand David de Gea og et selvmål af Marcos Rojo. Derfor var Manchester United-manage José Mourinho også splittet efter kampen, som han på forhånd gerne havde solgt for 2-2 - men han kunne ikke undgå at ærgre sig over Arsenals scoringer. Det fortalte han efter kampen ifølge Sky Sports

- Vi spillede mod et hold, der er i toppen af deres sæson og på toppen i øjeblikket, hvor alt går godt for dem. Det er tydeligvis et hold på toppen, mod et hold der har så mange problemer. Oven i de problemer, så skyder vi os selv i foden i kampene. I dag fik vi en rigtig, rigtig godt start, og alle forventede 1-0 til os. I stedet: 1-0 til dem.

- I anden halvleg, i vores bedste periode, hvor Arsenal prøver at stoppe kampen, får vi en skade her og der, så kampen stopper. De prøvede at kontrolere kampen og reducere kampens intensitet. Og vi scorede deres andet mål for dem.

Men på trods af Arsenals nemme mål, var José Mourinho for en sjælden gangs skyld ude og rose sine spilleres indstilling og kampvilje.

- Holdet havde en rigtig god reaktion, de havde stor sjæl. Vi scorede fire mål og spillede uafgjort 2-2. Selv i kampe som i dag, hvor vi spiller godt, skyder vi os selv i foden. Nogle gange misser vi chancer med frit mål, nogle gange laver vi defensive fejl. Men en fantastisk ånd og en god præstation.

En god præstation hjælper dog ikke meget i tabellen, hvis den ikke samtidig giver tre point. Derfor er Manchester United stadig placeret på en skuffende 8. plads i Premier League-tabellen. Næste opgave for José Mourinhos tropper er på lørdag, hvor ligaens bundprop fra Fulham kommer på besøg på Old Trafford.