Moyes: Mata skal lige falde til
Illustration
Premier League

Moyes: Mata skal lige falde til

David Moyes tror på, at Juan Mata kan blive en del af den giftigste offensive trio i Premier League, men spanieren skal have tid til at falde til.

Resultaterne har ikke været med David Moyes i første del af sæsonen, men til kampen mod Cardiff kunne han pludselig mønstre en trup bestående af blandt andre Juan Mata samt de tilbagevendte Robin van Persie og Wayne Rooney.

Juan Mata satte et fint aftryk i sin første optræden på Old Tafford, men David Moyes mener alligevel, at det vil kræve lidt tilvænning, før spanieren er på sit topniveau.

- Vi er nødt til at give Mata tid til at falde til og ikke blive alt for entusiastiske for tidligt. Det er dog en fordel, at han har Premier League-erfaring, og at han har været i en stor klub. Det gør det lidt nemmere at komme hertil, siger David Moyes.

Sammen med Robin van Persie og Wayne Rooney har skotten pludselig en giftig offensiv, der måske er ligaens bedste.

- Jeg tror, de bliver det (ligaens bedste, red.), når de er helt fit for fight og er blevet spillet sammen, lyder det fra Moyes.

Manchester United ligger i øjeblikket på syvendepladsen i Premier League inden dagens udekamp mod Stoke.