Franske Samir Nasri har mødt både glæde og had gennem sin karriere. Manchester City-spilleren er flere gange røget i skænderier med journalister, mens han efter en batalje med sin landstræner valgte at stoppe karrieren i den nationale dragt.
Samir Nasri selv erkender da også, at han ofte bringer sig selv i negativt fokus. Franskmanden nægter dog at ændre sig, og vil fortsat sige sine meninger offentligt i fremtiden:
- Nogle gange må jeg erkende, at jeg kan være et fjols. Nogle gange er det bedre at holde lav profil, men det kan jeg simpelthen ikke. Jeg lykkedes med det, da jeg var mindre, men her gik jeg altid hjem med et hul i maven. Efterfølgende eksploderer du, men ikke mod den, der har fortjent det. Jeg vil derfor sige alt, hvad jeg mener. Dette gælder også, hvis folk bliver sure og synes, at jeg er arrogant. I det mindste sårer jeg ikke de, jeg holder af, siger Samir Nasri til L´Equipe 21.
Også i Manchester City har Roberto Mancini tidligere offentligt kritiseret franskmandens attitude.