Video : Tipsbladet
Premier League

Newcastle-dansker fik chancen på førsteholdet: En kæmpe oplevelse

Den 19-årige dansker Elias Fritjof Sørensen er lykkelig over at have fået chancen for Newcastles førstehold på træningslejren.

Dagen inden Newcastle United tog på træningslejr i Kina sad danske Elias Fritjof Sørensen med et håb om, at han også kunne komme med.

For på det tidspunkt var han slet ikke en del af den trup, der skulle afsted til Kina.

Men Elias Fritjof Sørensen fik lov til at pakke tasken - danskeren kom med - og onsdag kom han såmænd også i aktion, da klubben spillede Premier League Asia Trophy mod Wolverhampton.

Resultatet var ikke værd at skrive hjem om - Newcastle tabte 0-4 - men de 30 minutter, det blev til for den danske U-landsholdsspiller, bliver nok ikke glemt lige foreløbig.

- Faktisk sad jeg og trippede lidt dagen inden og håbede på den lille, spinkle chance for, at jeg kunne komme med på træningslejren. Jeg var helt oppe at køre, da min telefon ringede, og jeg fik beskeden, og at jeg så oven i købet fik debut i den første kamp, var en kæmpe, kæmpe oplevelse, siger Elias Fritjof Sørensen til tipsbladet.dk.

Der var ikke mange lyspunkter i Newcastles præstation, men Elias Fritjof Sørensen leverede en af de bedre og fik af den store lokalavis The Chronicle ros for sit indhop.

- Det var ret hårdt at komme ind, for luftfugtigheden var høj, men jeg synes, jeg kom godt af med bolden, når jeg havde den. Det handler om at vise, hvad man duer til. Jeg er tilfreds med min egen præstation, siger danskeren.

I sidste sæson var det kun Sean Longstaff af de unge spillere, der fik chancen på førsteholdet. Han greb den. Men Rafael Benitez, der ikke var så vild med at bruge de unge spillere, er fortid i Newcastle, og med Steve Bruce i spidsen kan det være, der åbner sig en chance for nogle af de unge spillere - som Elias Fritjof Sørensen.

- Nu må vi se, men det kan jo være en kæmpe chance for alle spillere i truppen, ikke kun os unge. Der er mange, der gerne vil vise, at de er værd at tro på. Det handler om at imponere til træning, og så må vi se, om der kommer en ny chance på lørdag, siger danskeren.

Elias Fritjof Sørensen og Newcastle møder lørdag West Ham i den sidste af to kampe på træningslejren i Asien, inden holdet vender snuden hjem mod det nordøstlige England. Danskeren har under alle omstændigheder forøget sin selvtillid og tro på, at han er tættere på førsteholdet end nogensinde.

Og han har også kunnet mærke, hvordan det hårde arbejde i sidste sæson og i løbet af sommerferien har været med til at bringe ham tættere på Premier League.

- Jeg har holdt mig i form denne sommer. Jeg arbejder jo blandt andet med Rajko (Lekic, der er angrebstræner, red.), så jeg har holdt mig klar, hvis der kunne være en chance. Jeg føler mig klar til at gribe den, hvis den kommer, fordi jeg har arbejdet pivhårdt denne sommer.

Elias Fritjof Sørensen scorede i sidste sæson masser af mål på reserveholdet, men lejeopholdet i Blackpool i foråret var ingen succes for danskeren, der i starten af januar forlængede sin aftale med "The Magpies" til sommeren 2022.