Newcastle forstærker midtbanen
Peter Løvenkrands har fået en ny holdkammerat i Newcastle United. Den engelske klub meddeler fredag aften, at man har hentet midtbanespilleren Yohan Cabaye i den franske mesterklub Lille.
Hovedpersonen selv glæder sig til at skulle betræde St. James Park iført en Newcastle-trøje.
- Dette er et fantastisk skifte for mig. Jeg har nydt mange gode stunder i Lille, men nu er tiden kommet, hvor jeg må prøve mig selv af mod de allerbedste. Og den mulighed får jeg ved at spille for Newcastle i Premier League, siger Cabaye til Newcastles officielle hjemmeside og fortsætter:
- Mit første indryk af klubben og byen er, at det er et dejligt sted. Også stadionet er fantastisk.
Også Newcastle-manager, Alan Pardew, jubler over aftalen med Yohan Cabaye.
- Vi er glade for at have tilknyttet Yohan på en femårig aftale. Han har bevist sit værd på første klasse i Frankrig - både for sin klub og landsholdet. Han vil tilføre holdet kvalitet, og jeg ser frem til at arbejde sammen med ham, lyder det fra Newcastle-manageren.
Yohan Cabaye har spillet fire landskampe for Les Blues.