Video : Tipsbladet
Premier League

Newcastle kalder dansk angriber tilbage før tid

Elias Sørensen er blevet kaldt tilbage af Newcastle fra sin lejeaftale et halvt år før tid.

I sommer blev danske Elias Sørensen sendt fra Newcastle United til Carlisle United på en etårig lejeaftale, hvor målet var at sikre ham noget spilletid i den fjerdebedste engelske række, League Two.

Sådan gik det dog ikke, og den 20-årige danske angriber har blot startet én League Two-kamp i efteråret, mens det også er blevet til syv indskiftninger og fire kampe i pokalturneringen. Og det tager Newcastle nu konsekvensen af.

Læs også:Tjek det hæsblæsende Premier League-juleprogram

Elias Sørensen er nemlig blevet kaldt tilbage til Newcastle et halvt år før tid. Det bekræfter Newcastle på sin hjemmeside.

Det er blevet besluttet af Shola Ameobi, der har ansvaret for Newcastles udlejede spillere, og Carlisle Uniteds cheftræner, Chris Beech, skriver klubben.

Læs også:Medie: Dansker øjner ledigt trænerjob i Skotland

I sidste sæson var Sørensen topscorer på Newcastles U23-hold, da han scorede 20 mål.

Den 20-årige dansker er ifølge Transfermarkt på kontrakt i Newcastle indtil sommeren 2022, men han har endnu ikke fået debut for klubbens førstehold i en officiel kamp.