Video : Tipsbladet
Premier League

Officielt: Everton handler i Arsenal

Everton har sikret sig en offensiv forstærkning i form af Alex Iwobi fra Arsenal.

Everton har sikret sig endnu en offensiv forstærkning denne sommer. Alex Iwobi forlader nemlig Arsenal, hvor han har spillet 149 kampe, til fordel for Everton.

Det bekræfter Everton, der samtidig meddeler, at nigerianeren får en femårig aftale.

I Everton glæder cheftræner Marco Silva sig over tilgangen af Iwobi, der har erfaring fra højeste niveau og kan bidrage i Everton-offensiven. Det fortæller den portugisiske manager til klubbens hjemmeside.

- Han er stadig ung, men han har allerede en masse erfaring fra øverste niveau - 100 Premier League-kampe, flere i Europa og mange landskampe. Det var vigtigt for mig at hente endnu en dygtig spiller til vores offensive positioner for at tilføje til det, vi har med Richarlison, Bernard og Theo Walcott.

- Alex passer nøjagtigt til den profil, jeg ønsker i mit system. Han er sulten efter at komme til Everton og tage det næste skridt i sin karriere, mens han også vil hjælpe os med at konkurrere med de stærkeste hold i ligaen og forløse sit potentiale i vores klub, siger Marco Silva.

Foruden Alex Iwobi har Everton hentet Jonas Lössl, Djibril Sidibe, Andre Gomes, Fabian Delph, Jean-Philippe Gbamin og Moise Kean denne sommer.