Officielt: Hull henter lejesvend permanent
Illustration
Premier League

Officielt: Hull henter lejesvend permanent

Jake Livermore skifter på en permanent aftale fra Tottenham til Hull City.

I sidste sæson var Jake Livermore udlejet fra Tottenham til Hull City, hvor han imponerede på Premier League-klubbens midtbane. Og nu er Livermores ophold i Hull blevet gjort permanent, fordi klubben har købt ham fri af Tottenham. 

Hvor meget Hull betaler for Livermore, har klubberne ikke villet oplyse, men Sky Sports mener at vide, at handelen med bonusser kan løbe helt op i 70 millioner kroner. 

- Jeg nød virkelig min sæson her, da jeg var på lån, og jeg er overbevist om, at klubben blot blive endnu stærkere fremover, siger 24-årige Livermore til Hulls hjemmeside og tilføjer:

- Jeg lagde ikke skjul på mit ønske om at komme her på en permanent aftale, så da klubberne blev enige om en pris, var det hele meget simpelt. 

Livermore spillede 41 kampe for Hull i sidste sæson og var med til at spille klubben i sin første FA Cup-finale i sin historie.