Video : Tipsbladet
Premier League

Officielt: Manchester City forlænger med forsvarsprofil

Kyle Walker forlænger med Manchester City, så han nu er på kontrakt i klubben indtil sommeren 2024.

Kyle Walker skiftede til Manchester City i sommeren 2017, og i sine hidtil to sæsoner i klubben har han været en profil på det hold, der har vundet to Premier League-titler i træk.

Den stime håber parterne uden tvivl vil fortsætte, og nu har de også forlænget samarbejdet. Kyle Walker har således sat sin underskrift på en kontraktforlængelse, så han nu er at finde i Manchester City frem til sommeren 2024, bekræfter klubben.

Før stod hans kontrakt til at udløbe i sommeren 2022, og det var en nem beslutning at forlænge med klubben, fortæller Walker:

- Jeg er begejstret over at have underskrevet en ny aftale. At spille for Mancheter City har været alt, hvad jeg havde håbet på og meget mere. Det var en nem beslutning. Jeg vil kæmpe med om trofæer, spille på højeste niveau, og jeg føler, at jeg har forbedret mig enormt som en spiller i løbet af min tid her.

- Klubbens vision - både på og udenfor banen - matcher min perfekt, og jeg ser frem til at bruge de næste fem år her og forhåbentligt vinde flere titler, fortæller Walker.

Kyle Walker, 29 år, har spillet 100 kampe for Manchester City. Før han kom til klubben spillede han for Tottenham, hvor han nåede 229 kampe.