Video : Tipsbladet
Premier League

Officielt: Wolves slår kløerne i AC Milan-angriber

Wolverhampton Wanderers har hentet den 21-årige angriber Patrick Cutrone i AC Milan.

Wolverhampton Wanderers havde en forbilledlig første sæson tilbage i Premier League i sidste sæson, og denne sommer opruster de gevaldigt. 

I lørdags offentliggjorde de lejeaftalen med Real Madrids Jesus Vallejo, og nu har de igen været på rov i en stor klub. 

Wolves har nemlig hentet den italienske angriber Patrick Cutrone i AC Milan. Det bekræfter den engelske klub. Den 21-årige angriber skifter ifølge Sky Sports for 23 millioner pund. 

Cutrone var udråbt som et stort talent i AC Milan, og trods sin unge alder nåede han da også hele 90 kampe i AC Milan-trøjen med 27 mål til følge. 

AC Milan har angiveligt været ivrige efter at sælge Patrick Cutrone for at overholde UEFA's Financial Fair Play-regler. 

Patrick Cutrone har spillet en enkelt A-landskamp for Italien.