Video : Tipsbladet
Premier League

Pellegrini: Tror mere på det end nogensinde før

West Ham-manageren har tabt de fire første kampe i sæsonen, men maner til besindighed.

West Ham er kommet forfærdeligt fra start i Premier League med fire nederlag i fire kampe. Men manager Manuel Pellegrini går ikke i panik af den grund. Han tror tværtimod på, at lykken vender for Londonklubben.

- Bare fordi man taber fire kampe, skal man ikke miste troen på tingene. Det er faktisk modsat, og lige nu tror jeg mere på, hvad jeg gør, end nogensinde før, sagde Pellegrini på et pressemøde fredag. 

- Det er ikke første gang i min karriere, at jeg har oplevet dårlige resultater. Alle klubber, jeg har været i, har haft dårlige resultater på et tidspunkt i sæsonen. Det er selvfølgelig ikke godt at starte med dårlige resultater, men vi tror på, at vi kan vende det.

West Ham får mulighed for at ende den dårlige stime, når klubben søndag drager til Liverpool for at spille mod Everton.