Pep efter sejren over Arsenal: Vi kan stadig forbedre os
Foto: Getty Images
Premier League

Pep efter sejren over Arsenal: Vi kan stadig forbedre os

Pep Guardiola vil have det perfekte, og det er han ikke nået til endnu med Manchester City, forklarer han efter sejren over Arsenal.

Manchester City smadrede Premier League i sidste sæson, hvor det blev til den ene rekord efter den anden. I første kamp af den nye sæson blev det til en sejr på 2-0 over Arsenal, men alligevel mener Pep Guardiola, at holdet stadig kan forbedre sig.

Det siger han ifølge det engelske medie Sky Sports.

- Selvfølgelig er det gennemsnitlige niveau meget højt. Det kan vi ikke benægte, men jeg har flere gange sagt, at jeg har følelsen af, at vi godt kan forbedre os. Vi er stadig ikke gode nok til at vide præcis, hvad vi skal gøre. Men generelt kan jeg ikke være mere tilfreds efter kampene mod Chelsea og Arsenal, siger Guardiola.

Kampen mod Chelsea var Community Shield-kampen, der står mellem mestrene og pokalvinderne. Her blev det til endnu et trofæ til den spanske manager. De mange trofæer kan dog gøre noget ved spillernes sult. Pep har dog sin måde at tjekke sulten på.

- Jeg kan ikke spørge spillerne om de er sultne. De kommer til at sige 'Ja, chef, vi er stadig sultne', så jeg ved det ikke. Hvordan viser de mig så, at de er sultne? Her. På den grønne farve (banen red.). Det, jeg har set mod Arsenal og Chelsea, viser, at vi stadig er der, lyder det fra ham.

Manchester Citys næste kamp i Premier League er mod danskerklubben Huddersfield.