Video : Tipsbladet
Premier League

Pochettino skiftede nummer: Jeg missede beskeden fra Trippier

Mauricio Pochettino slår fast, at han ikke har nogle problemer med Kieran Trippier, selvom englænderen kritiserede argentineren efter sit skifte til Atlético Madrid.

Kieran Tripper skiftede i sommer fra Tottenham til Atlético Madrid, der betalte i omegnen af 180 millioner kroner for den engelske back.

Trippier kritiserede efterfølgende Mauricio Pochettino og Daniel Levy for ikke at kunne give noget klart svar, når han spurgte ind til sin fremtid i klubben, men Trippier har nu, ad omveje, undskyldt til den argentinske manager for sine udtalelser.

Beskeden kom således via Harry Kane, fordi Pochettino har skiftet telefonnummer og derfor ikke modtaget Trippiers besked.

- Jeg så det ikke (Trippiers kommentarer red.), men jeg hørte om dem. Jeg kan forklare, hvordan jeg har det. Vi havde en samtale, hvor han forklarede, at han tog til Atlético Madrid - ikke mere.

- I går (onsdag red.), da Harry Kane kom tilbage fra landsholdet, spurgte han: "Har du fået Kierans besked?" Jeg sagde nej, fordi jeg har skiftet telefonnummer. Måske har han ikke det nye nummer. Han mener, at hans udtalelser blev fordrejede. Jeg ved ikke mere. Kieran gav beskeden til mig igennem Harry Kane. Han ville sige det til mig, men jeg har ikke noget problem med Kieran.

Den tidligere Southampton-manager holder desuden fast i, at Trippier aldrig spurgte ind til sin fremtid i klubben.

- Efter sommerpausen ville han se mig. Han spurgte, om vi kunne mødes og sagde: "Træner, jeg synes, at jeg har fået en god mulighed og af forskellige årsager vil jeg gerne acceptere tilbuddet fra Atlético Madrid."

- Han spurgte mig ikke om noget - kommunikerede udelukkende om, hvorvidt klubben havde tænkt sig at acceptere tilbuddet. Ikke mere, slår han fast over for Sky Sports.

Pochettino har i sæsonens første kampe brugt Kyle Walker-Peters og Davinson Sanchez som højreback.