I sidste sæson nåede Tottenham hele vejen til finalen i Champions League, hvor de dog tabte til Liverpool. Netop Liverpool er modstanderen i morgen, hvor Tottenham skal på besøg på Anfield Road.
Men hvor Liverpool er ubesejret og førerhold i Premier League, og har gang i en muligvis endnu bedre sæson end den seneste, har Tottenham haft problemer med at finde formen siden det skuffende nederlag i Champions League-finalen i maj.
I midtugen fik Spurs dog en storsejr på 5-0 over Røde Stjerne, og det har givet klubben et tiltrængt skud selvtillid. Det udtaler manager Mauricio Pochettino til klubbens hjemmeside, hvor han ser frem mod søndagens storkamp. Her vil Tottenham prøve at udnytte, at de er godt bekendt med et stærkt Liverpool-hold, som Pochettino har masser af respekt for.
Læs også:Vigtig Liverpool-back blevet klar til Tottenham-brag
- Vi kender hinanden fordi vi spiller mange kampe. Det handler om at spille en god kamp og holde os til planen. Vi kan selvfølgelig snakke om deres styrker, utrolige spillere og fantastiske træner. Jeg beundrer Jürgen (Klopp, red.). Men i sidste ende er det som altid 90 minutters fodbold, og vi haber at kunne præstere, som vi vil og være tæt på sejren, siger Pochettino.
Den argentinske manager er dog udmærket klar over, at begge hold har ændret sig, på godt og ondt, siden de senest mødtes i Champions League-finalen, og derfor vil han ikke bruge den kamp som et pejlemærke for i morgen.
- Alle kampe er forskellige og under forskellige omstændigheder. Vi er ikke det samme hold som i sidste sæson, og Liverpool er ikke det samme hold. Vi tager derhen med håbet om en god præstation og at kunne komme tæt på at vinde. Alle kampe er forskellige, og du kan ikke sammenlige oplevelser fra andre kampe i Champions League eller Premier League.
Læs også:Bayern-manager ubekymret trods kritik og exit-rygter
Det er kl. 17:30, at det går løs på Anfield Road i morgen.