Video : Tipsbladet
Premier League

Premier League-klub vil have fingrene i Sami Khedira

Premier League-klubben Wolves er angiveligt i forhandlinger med Juventus om et køb af Sami Khedira.

Midtbanen hos Wolves i den forgangne sæson var ganske stærk med spillere som Ruben Neves, Joao Moutinho og Leander Dendoncker, men den engelske klub arbejder på at forstærke truppen frem mod den kommende sæson.

Hidtil er det ikke blevet til alverden på transfermarkedet for Premier League-klubben, men med blot to uger til transferdeadline arbejdes der nu mere intensivt.

Således rapporterer Sky Italia, at Juventus’ sportsdirektør Fabio Paratici onsdag mødtes med repræsentanter fra Wolves for at diskutere en mulig handel mellem de to klubber.

Spilleren, der var på dagsordenen, var den tyske midtbanespiller Sami Khedira, som risikerer at ryge ud af holdet i Juventus, der har hentet både Aaron Ramsey og Adrien Rabiot til den i forvejen stærkt besatte midtbane denne sommer.

Den bundrutinerede tysker har dog fortsat kontrakt med Juventus frem til sommeren 2021, og derfor skal Wolves formentlig af med en væsentlig transfersum for at sikre en forstærkning på midtbanen.