Premier League-profil risikerer karantæne for voldelig opførsel
Foto: Alex Morton/Getty Images
Premier League

Premier League-profil risikerer karantæne for voldelig opførsel

Watfords anfører, Troy Deeney, er blevet anklaget for voldelig opførsel af det engelske fodboldforbund, efter han skubbede en modstander omkuld og tog et besynderligt hoved-/halsgreb på en anden.

Hvis man skulle vælge en Premier League-spiller at toppes med, ville de fleste nok styre uden om Troy Deeney. Den tæt byggede Watford-anfører er en hård nyser og sad i sin ungdom i fænsel for at sparke en mand i hovedet under et slagsmål.

Alligevel endte Stoke Citys Joe Allen i klammeri med Deeney, da de to spilleres hold mødtes i weekenden. Undervejs fik Deeney skubbet Ryan Shawcross, der var kommet til for at hjælpe Allen, omkuld, inden Watford-angriberen tog et slags hoved-/halsgreb på Allen og borede sin tommelfinger ind i kinden på ham. Som man kan se på billedet, løftede Deeney også Allen et kort øjeblik.

En række spillere nåede at blande sig i sammenstøddet, før dommeren fik så meget ro på de to hold, at han kunne uddele en advarsel til hver af Deeney og Allen. Nu risikerer Deeney dog yderligere straf.

Sky Sports skriver, at det engelske fodboldforbund har indledt en sag mod Deeney, der er anklaget for voldelig opførsel, og at han har indtil klokken 18 engelsk tid til at komme med et forsvar. 

Stoke vandt i øvrigt kampen 0-1, og sammenstøddet fandt sted i det hektiske overtid, hvor Watford jagtede en udligning. Du kan se episoden i videoen herunder.