Preston optrapper sikkerhed på grund af Sir Alex
Martin Rickett /Polfoto
Premier League

Preston optrapper sikkerhed på grund af Sir Alex

Det er en gammel fejde, der er skyld i, at Preston North End frygter, at klubbens fans vil forsøge at angribe Sir Alex Ferguson, når denne og Manchester United besøger League One-klubben på mandag.

Det er åbenbart ikke kun gammel kærlighed, der ikke ruster. Det samme gælder gammelt had. I hvert fald i det nordvestlige England, hvor en gammel strid mellem Preston North Ends fans og Sir Alex Ferguson er skyld i, at League One-klubben har optrappet sikkerheden til FA Cup-opgøret mod Manchester United mandag aften.

Ferguson, der er ambassadør i United, vil være til stede på Deepdale, og for at Preston-fansene ikke skal nå frem til ham, har hjemmeholdet sikret området, hvor Ferguson vil opholde sig. Årsagen til det onde blod mellem Preston-supporterne og den legendariske manager stammer tilbage fra december 2010. 

Dengang var Fergusons søn Darren manager i Preston, men blev fyret, da klubben lå sidst i Championship. Det fik Ferguson senior til at tilbagekalde to udlejede United-spillere fra klubben, og eftersom Preston rykkede ned i slutningen af sæsonen, blev fansene vrede vækket. 

Kampen i Preston, der ligger lidt nordvest for Manchester, var allerede i højeste kategori hos det lokale politi, men Sir Alex Fergusons tilstedeværelse har altså fået klubben til at skrue yderligere op for sikkerheden. Han er imidlertid ikke den eneste tidligere Manchester United-manager, der vil være til stede på stadion. David Moyes, der både var spiller og manager i Preston North End, vil også være der som tv-ekspert.