Video : Tipsbladet
Premier League

Problemer for Manchester City: Keeper risikerer at misse resten af sæsonen

Der er flere dårlige nyheder for Manchester City på skadesfronten, eftersom Claudio Bravo kan risikere at være ude i resten af sæsonen.

Manchester City kan stå over for en massiv udfordring på målmandsposten.

I løbet af sommeren har Manchester City sagt farvel til både Angus Gunn og Joe Hart, og det har efterladt Ederson og Claudio Bravo samt helt uprøvede Daniel Grimshaw til at varetage positionen mellem stængerne hos de engelske mestre denne sæson.

Der er dog nu opstået et stort problem for Manchester City. Klubben har nemlig bekræftet en skade til Claudio Bravo, og ifølge GOAL kan han komme til at gå glip af resten af sæsonen med en skade i akillessenen.

Den chilenske målmand blev skadet under mandagens træning, og Manchester City frygter nu, at målmanden er ude i adskillige måneder, hvilket vil efterlade 20-årige Daniel Grimshaw som den eneste backup til Ederson. 

Det er en situation, som Manchester City ikke kan være tilfredse med, men klubben har mulighed for at hente en målmand på en fri transfer, men det vrimler ikke ligefrem med målmand uden kontrakt i øjeblikket.

PLBOLD har taget et kig på markedet efter målmænd uden kontrakt, og vi har her fundet tre målmænd, som Manchester City kan hive ind som nødløsning.

Òscar Ustari
Den 32-årige argentiner er noteret for to landskampe, men han står lige nu uden en kontrakt, efter han ikke fik forlænget sin aftale med mexicanske Atlas i juli måned. Han har tidligere spillet FA Cup-kampe for Sunderland, mens han i en årrække også vogtede målet for Getafe.

Piet Velthuizen
Helt siden januar har hollænderen stået uden klub, da han forlod Omonia Nicosia på Cypern. Tidligere var han førstevalg i Vitesse, og han har sågar også spillet én landskamp. Han virker som et langskud, men hvis Manchester City virkelig er desperate for at få en erfaren målmand ind, kan han være en nødløsning.

Diego Cavalieri
Tilbage i marts blev han hentet til Crystal Palace, men allerede nu er han igen uden kontrakt. Den 35-årige brasilianer har tidligere spillet hos Liverpool, og han er noteret for tre landskampe.