PSV-profil overvejer Norwich-tilbud
Illustration
Premier League

PSV-profil overvejer Norwich-tilbud

PSV og Norwich er enige om en pris for den svenske angriber Ola Toivonen. 

PSV's svenske angriber, Ola Toivonen, er lunken ved tanken om, at han fra næste sæson skal spille i grøn og gul og blive kaldt "kanariefugl". Premier League-klubben Norwich og PSV er enige om en pris på lidt over 40 millioner kroner for angriberen, der nu overvejer et kontraktudspil fra den engelske klub. 

- Det er ikke nogen dårlig idé at lytte, siger Toivonen til Voetbal International. 

Den moderate udmælding skyldes måske, at svenskeren tidligere på sæsonen havde udsigt til at kunne fortsætte med at trække en rød og hvid trøje over hovedet efter sommerpausen - men ikke PSV's. Både Liverpool og Arsenal var nemlig interesserede i Toivonen. 

Med muligheden for at spille på The Emirates eller Anfield Road blegner Norwich' Carrow Road ved siden af, og måske forstår man svenskerens tøven. 

- Men det er Premier League, en fantastisk liga. Jeg snakker med dem (Norwich, red.), og så må vi se, hvad der sker, siger Toivonen yderligere. 

Hvis Toivonen beslutter sig for at sætte sin signatur på Norwich' kontraktudspil, bliver han klubbens andet angriberkøb denne sommer. Manager Chris Hughton har således allerede sikret sig hollænderen Ricky van Wolfsvinkel i Sporting Lissabon.