Premier League

Reina glæder sig til stor sommer

Liverpool-målmand Pepe Reina bliver på Anfield, og han glæder sig til en stor sommer i den engelske klub.

Hele sæsonen har der været rygter om et skifte fra Liverpools Pepe Reina, der på grund af klubbens dårlig økonomi og sæsonstart har været på vej væk fra klubben. Nu er der dog kommet nye ejere til, og Kenny Dalglish har rettet op på spillet, så den spanske målmand bliver i Liverpool - og han glæder sig til at få nye holdkammerater til sommer.

- Alt er ændret. Jeg tror på klubben, jeg tror på projektet, og jeg er glad for at være her. Ejerne forbereder en stor sommer, og forhåbentlig gør vi det godt på transfermarkedet, så de spiller, der kommer, kan forbedre truppen, siger Pepe Reina til

Liverpool Echo

.

Målmanden afslører, at han ganske rigtigt har været utilfreds med klubbens situation for et par måneder siden.

- Min familie var desperat efter at blive. De er glade for at være her, men i december og januar var langt de fleste folk, ikke kun spillerne, i tvivl om fremtiden, for vi var ikke gode nok. Jeg følte aldrig, jeg var nødt til at rejse, for jeg ville gerne tro på projektet, men situationen var ikke rar, og stemningen var dårlig. Heldigvis er det ikke tilfældet længere, og nu er vi klar til at tage det næste skridt, siger Reina.