Rodgers langer ud efter Sterlings rådgivere
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Rodgers langer ud efter Sterlings rådgivere

Det er ikke Raheem Sterlings skyld, at kontraktforhandlingerne med Liverpool er gået i stå. Det skyldes nærmere hans rådgivere, mener manager Brendan Rodgers.

Raheem Sterling har afvist Liverpools tilbud om en kontraktforlængelse og én million kroner i ugeløn, og efter sit uautoriserede interview med BBC er han blevet kritiseret vidt og bredt. 

Hans egen manager, Brendan Rodgers, nægter dog at give Sterling skylden for den manglende forlængelse. I stedet langer han gerne ud efter spillerens rådgivere, der ifølge Rodgers ikke handler efter Sterlings bedste.

- Dette er en ung knægt, som er blevet rådgivet til at gøre noget andet. Som en 20-årig dreng ringer man ikke og beder om at tale med BBC. Især ikke ham. Han vil bare spille fodbold, siger Rodgers ifølge en række engelske medier.

- Det er hans rådgiveres job at se efter, hvilke muligheder der er. Men med to et halvt år tilbage (af hans kontrakt, red.), skal han ingen steder til sommer, det er helt sikkert. Vi vil sætte os ned med hans rådgivere og forhåbentlig finde en løsning til sommer.