Rodgers skamroser Agger-konkurrent
Illustration
Premier League

Rodgers skamroser Agger-konkurrent

Brendan Rodgers mener, at Martin Skrtel er en af de bedste midtstoppere i Premier League.

Mens Daniel Agger kæmper for at komme tilbage på Liverpool-holdet efter sin skade, så har specielt slovakiske Martin Skrtel grebet chancen i det centrale forsvar. 

Der var ellers ikke meget, der tydede på, at Martin Skrtel skulle tilbage i varmen i Liverpool efter at have tilbragt det meste af tiden på bænken i anden halvdel af sidste sæson. Men den stærke slovak har overbevist Brendan Rodgers om det modsatte, og i weekendens nedslagtning af Arsenal var Skrtel manden bag Liverpools to første scoringer.

Den seneste tids stærke præstationer har da også imponeret Liverpool-manager Brendan Rodgers.

- Han skal have stor kredit for at være i stand til at overbevise mig. Jeg medbragte en måde, jeg gerne ville arbejde på i træning og til kamp, og i anden halvdel af sidste sæson spillede han ikke meget. Han kunne vælge at protestere eller sætte sig ned med manageren og finde ud af, hvilke områder han skulle forbedre, siger Brendan Rodgers, der samtidig mener, at Skrtel i den nuværende forfatning er en af de bedste midtstoppere i ligaen. 

- Nu ser man en spiller med stor intelligens i defensiven, og han har taget rollen som leder. Han er blandt de bedste midtstoppere i ligaen, og jeg er glad på hans vegne, lyder det fra Rodgers.

Næste opgave for Rodgers, Skrtel og resten af Liverpool-holdet er morgendagens udekamp mod William Kvist og Fulham.