Rodgers: Skrtel har det fint efter grimt uheld
Premier League

Rodgers: Skrtel har det fint efter grimt uheld

Martin Skrtel faldt uheldigt ned og måtte bæres fra banen i FA Cup-kampen mod Blackburn, men ifølge Liverpool-manager Brendan Rodgers har midtstopperen det fint.

Der var kun spillet tre minutter af FA Cup-opgøret mod Blackburn, da Martin Skrtel kom galt af sted. Efter en hovedstødsduel med Rudy Gestede faldt den slovakiske midtstopper ned og landede på nakkeregionen og måtte tilses på banen.

Behandlingen varede lang tid, og Skrtel så noget omtåget ud, inden han blev båret fra banen. På sin vej ud sendte han dog et par thumbs up til publikum, og efter kampen bekræftede hans manager, at han er okay.

- Han har det fint, men han skal på det lokale hospital bare for at være sikker. Jeg tror, at hvis han selv kunne bestemme, var han helst fri, men vi må følge procedurerne og vores medicinske eksperter, sagde Brendan Rodgers på sit pressemøde efter 0-0-kampen.

Liverpools nummer 37 var på benene og snakkede med folk omkring sig, inden opgøret var færdigspillet, og Rodgers understregede, at hospitalsbesøget udelukkende er for at være på den sikre side.