Rodgers vrisser over Reinas afskedsbrev
Illustration
Premier League

Rodgers vrisser over Reinas afskedsbrev

Liverpool-manageren forventer ikke at se Pepe Reina tilbage på Anfield, efter den spanske målmand gjorde stort palaver ud af sit lejemål til Napoli.

Pepe Reina er fortid i Liverpool. Så simpelt kan det siges. Den spanske målmand var godt nok ikke afskrevet fra Liverpools side, fastslår manager Brendan Rodgers, men et brev signeret af den passionerede målmand ændrede på det.

Reina skrev farvel og tak til Liverpool og fansene, selvom han reelt kun er udlejet til Napoli, og derfor ser Rodgers nu ingen mulighed for, at målmanden vender tilbage.

- Han har allerede skrevet sit brev, har han ikke? Han skrev et afskedsbrev, gjorde han ikke? Jeg blev overrasket over brevet - når man er udlejet, forventer jeg, at han skal vende tilbage, men Pepe har åbenbart gjort det tydligt, at da han tog til Napoli, så agtede han at skifte, siger Rodgers til The Mirror.

Rafael Benitez hentede i sin tid Pepe Reina til Liverpool, og nu har han så igen hentet målmanden - denne gang til Napoli. Måske i første omgang med tanke på blot en sæson, men han kan få lov at beholde sin keeper, hvis han vil. For Reina har brændt sine Liverpool-broer.

- Han skrev et flot, stort brev, hvor han fortalte, at han skulle arbejde med den bedste manager, han har arbejdet med, og takkede for sin tid i Liverpool. Så for mig lyder det nok som om, at han har taget sin beslutning, siger Rodgers.