Rodwell advarer unge mod at skifte til City
Illustration
Premier League

Rodwell advarer unge mod at skifte til City

Jack Rodwell fik aldrig sit gennembrud, og han beder nu andre unge spillere om at tænke sig om, før de laver et skifte som ham selv.

Jack Rodwell er et af de største midtbanetalenter i engelsk fodbold, og med sit skifte til Manchester City skulle han tage skridtet op på øverste hylde. Det lykkedes dog på ingen måde for Rodwell, der både har døjet med skader og med at blive blandt Manuel Pellegrinis foretrukne.

Ifølge ham selv kostede det ham pladsen i den engelske VM-trup, og han advarer nu andre unge talenter om at skifte til en klub som Manchester City.

- Personligt vil jeg nok sige, at man ikke skal skrive under. Det handler om at få så meget spilletid som muligt, men man ved selvfølgelig aldrig. Man kunne ende med at gøre det virkelig godt og vinde ligatitler og det hele. Jeg siger ikke, at man absolut ikke skal skifte, men at man skal opveje sine muligheder og spørge sig selv, om man ønsker at spille fast, siger Rodwell ifølge Daily Mail.

Jack Rodwell skiftede i 2012 til Manchester City, men den manglende spilletid gjorde, at han for nylig startede på et nyt eventyr i Sunderland.