Rundt om Premier League: Problemer på Old Trafford
Foto: Getty Images
Premier League

Rundt om Premier League: Problemer på Old Trafford

Rundt om Premier League kigger på taktikken hos Manchester United, gyldne duoer hos Liverpool og Chelsea, et topopgør i London og har rosende ord til Swansea-manager.

Hvad er din bedste formation, Mourinho?
José Mourinho har været Manchester United-manager siden sommeren 2016, men alligevel har man en tanke om, at portugiseren ikke har den fjerneste idé om, hvilken startellever er hans foretrukne, når alle spillere er klar. Det blev ikke just nemmere for portugiseren med indkøbet af Alexis Sanchez - og usikkerheden omkring startopstillingen har ført til flere problematikker. Blandt andet bliver Paul Pogba fortsat brugt på en tomandsmidtbane, mens flere kampe har vist, at franskmanden er markant bedst, når han har to mere defensivt orienterede spillere bag sig. Indkøbet af Alexis Sanchez - en anden spiller, der foretrækker at spille venstre kant, har heller ikke løst problemet, der hedder højre kant - en position, hvor Manchester United ikke har en eneste spiller, der har pladsen som yndlingsposition.

Salah og Firmino - en gylden duo
Når Mohamed Salah og Roberto Firmino spiller godt, så vinder Liverpool som regel. Det var også tilfældet søndag mod Southampton, hvor offensivduoen kombinerede og hver fik et mål og en assist. Det bliver spændende at se, hvor langt Liverpool kan tage det i denne sæson, men alt andet lige tegner det godt for The Reds fremadrettet, at de to nu for alvor formår at finde hinanden.

Hazard nyder Giroud-indkøb
Eden Hazard er klart bedst i samspil med angribere, der løber mod ham og er villig til at spille hurtige et-to-afleveringer og en sådan type har Chelsea netop fået i Olivier Giroud. Mens mange ser franskmanden som en rendyrket targetman, der blot lever på indlæg, kan han reelt meget mere. Hans førstegangsberøringer er glimrende - og får Hazard og Giroud flere muligheder for at spille sammen, skal det nok blive underholdende. 

Spurs regerer i det nordlige London
I en kamp, som Mauricio Pochettinos tropper dominerede fra start til slut, blev det atter understreget, at det altså er Tottenham, der er på vej fremad i det nordlige London. Målet af Harry Kane skulle ikke have været det eneste i kampen, Arsenal aldrig rigtig kom i gang med. En skam.

Respekt til Carvalhal
Jeg brugte en tidligere udgave af denne blog til at sende en gedigen sviner afsted mod Swanseas ledelse for ansættelsen af Carlos Carvalhal, men man må da nok sige, at den portugisiske manager har gjort mine ord til skamme, senest med en 1-0-sejr over Burnley - den femte sejr i de seneste ni kampe, hvor The Swans endnu ikke har tabt. Imponerende, må man sige!


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.