Schmeichel-familie på vej mod historisk Premier League-milepæl
Foto: Tim Ireland/Polfoto
Premier League

Schmeichel-familie på vej mod historisk Premier League-milepæl

Hvis Kasper Schmeichel vinder Premier League, bliver familien Schmeichel historisk. Aldrig tidligere har en spiller og spillerens søn vundet Premier League.

Det rykker tættere og tættere på, sensationen.

Mandag aften blev det til en sejr på 1-0 hjemme over Newcastle United, og med sejren har Leicester City fem point ned til Tottenham på andenpladsen i Premier League, og der resterer kun otte kampe.

Kasper Schmeichel og sensationen fra Leicester City har tilmed et fint slutprogram, der byder på Crystal Palace ude, Southampton hjemme, Sunderland ude, West Ham og Swansea hjemme, inden tre svære kampe venter mod Manchester United ude, Everton hjemme og Chelsea ude.

Programmet favoriserer Claudio Ranieris tropper, og lykkes det at vinde Premier League, går Kasper Schmeichel og holdet selvsagt over i rekordbøgerne. Men faktisk får Kasper Schmeichel lidt ekstra plads i rekordbøgerne, og der skal skrives et nyt kapital i farmand Peter Schmeichels Premier League-historie.

Peter Schmeichel og Kasper Schmeichel vil - hvis Kasper Schmeichel og Leicester City vinder Premier League - blive det første tilfælde af far og søn af blod, der vinder den bedste engelske række, siden den overgik til Premier League i begyndelsen af 1990'erne. Og spørger man Morten Bruun,  fodboldkommentator på 6'eren, vil det betyde meget for hele familien - og især for sønnike, Kasper Schmeichel.

- For Kasper Schmeichel vil det have en enorm betydning at vinde Premier League. Han har haft nogle fordele af at være sin fars søn,  men han har også skullet kæmpe for at komme ud af sin fars skygge. Det, han har præsteret, har jo ikke været i store klubber som Manhcester United. Det har været i klubber på lavere niveau. Han har vel spillet én europæisk kamp for City, men han har aldrig været med til at vinde en stor titel. Så det vil klart have størst betydning for ham. Men jeg forestiller mig da også, at en far vil være stolt af sin søn, hvis han vinder Premier League, siger Morten Bruun til tipsbladet.dk.

Og Morten Bruun mener efterhånden, at Leicester City er store, store favoritter til at tage titlen i England.

- Jeg vil give dem 70 procents chance for at vinde mesterskabet. Hver eneste kamp bliver indledt med, om de nu også an stå for presset, men de vinder på alle mulige måder, og selv om det ikke sprudler så meget, så holder de i går Newcastle nede på én målchance. Det er jo lige før, de kan spille uafgjort i resten af kampene og blive mestre. Det kan de nok ikke helt, men et forspring på fem point (til Tottenham, red.) er meget, for jeg sidder ikke med en fornemmelse af, at der er en af konkurrenterne, der gør rent bord og vinder resten af kampene, siger han.

Den kvikke læser vil allerede have tænkt, at 'det passer da ikke helt. Vandt ikke både Ian Wright og Shaun Wright-Philips Premier League?'. Og jo, det er korrekt. Ian Wright vandt Premier League i 1998 med Arsenal, mens Shaun Wright-Philips i 2006 vandt Premier League med Chelsea. Men Shaun Wright-Philips er adopteret, og derfor er Kasper og Peter Schmeichel de første i Premier Leagues historie, der som far og søn af blod vinder Premier League ...

Altså hvis Leicester City holder føringen og skaber sensationen.

 

Herunder kan du se de gange, far og søn har spillet i Premier League:
 

 



Ian Wright Arsenal/West Ham
(Shaun Wright Phillips) Chelsea/Man City/QPR
Bradley Wright-Phiillips Man City
 
Alan Cork Sheffield Utd
Jack Cork Southampton/Burnley/Swansea
 
Paul Ince Man Utd/Liverpool/Boro/Wolves
Tom Ince Crystal Palace/Hull
   
Peter Schmeichel Man Utd/Aston Villa/Man City
Kasper Schmeichel Leicester/Man City
 
Steve Bruce Man Utd
Alex Bruce Birmingham/Hull
   
Steve Potts West Ham
Daniel Potts West Ham
   
Gus Poyet Chelsea/Spurs
Diego Poyet West Ham
   
Robert Lee Newcastle/Derby West Ham
Elliott Lee West Ham