Schmeichel jr. afskriver Premier League
Kasper Schmeichel har en fast plads i Leeds-målet, og nu er sæsonens præstationer blevet belønnet med en udtagelse til EM-kvalifikationskampen imod Island den 4. juni.
Succesen i den næstbedste række får ham imidlertid ikke til at drømme om et skifte til Premier League. Han ved, hvad han har i Leeds, og det giver han ikke slip på.
- Det vigtigste for mig har altid været spilletid. Jeg kunne meget nemt tage til en Premier League-klub og sidde på bænken, men det har jeg ikke lyst til. Jeg har lyst til at spille, siger Kasper Schmeichel til
tipsbladet.dk.
Den nyudnævnte landsholdskeeper mener ikke, at danske fodboldfans bør undervurdere det pres og det niveau, som den næstbedste række byder på.
- Man skal ikke tage fejl af, hvor højt niveauet er i The Championship. Jeg ved, at jeg spiller foran 30.000 hver uge på et højt niveau, og så må andre tænke, hvad de vil om det. Jeg er ganske tilfreds og føler mig meget privilegeret ved at spille i så stor en klub i en fantastisk liga, siger Kasper Schmeichel, som ikke umiddelbart kan mærke den store forskel på dagligdagen i England og landsholdstræningen i Helsingør.
- Det er svært at sige, når der ikke har været flere træninger. Fodbold er fodbold, og det er et højt niveau begge steder. Det handler bare om at træne så hårdt, jeg kan, og dermed give mig selv den bedste chance for at imponere.