Video : Tipsbladet
Premier League

Skræknyt for Chelsea: Stjerner ude i flere kampe

Chelseas sejr onsdag kostede på skadesfronten.

Chelsea tog alle tre point i Champions League mod Malmö FF onsdag aften, men sejren var dyrt købt.

Undervejs i første halvleg måtte angriberne Romelu Lukaku og Timo Werner nemlig udgå med skader. Og efter kampen kom cheftræner Thomas Tuchel med nedslående nyt angående de to angrebsstjerner, der nu ventes ude i minimum to uger.

- Jeg ved ikke for meget mere. Romelu vred om på sin ankel i boksen, og Timo har en muskelskade. Det vil tage et stykke tid for dem begge. Vi har brug for flere undersøgelser for at være mere præcise, men de vil være ude i nogle kampe, siger Thomas Tuchel ifølge The Guardian.

Over for svenske C More siger Chelsea-træneren, at de to med al sandsynlighed vil misse returopgøret mod Malmö FF, der spilles den 2. november. Det vil som minimum holde dem ude af tre yderligere kampe - kampe mod Norwich og Newcastle i Premier League samt mod Southampton i Carabao Cup.  

I slutningen af november venter et par svære kampe for Chelsea, når de møder Juventus i en mulig gruppefinale i Champions League samt Manchester United i den engelske liga.