Skrtel: Nu skal vi også slå Manchester City
Illustration
Premier League

Skrtel: Nu skal vi også slå Manchester City

Hvis Liverpool slår Manchester City på søndag, kan Manuel Pellegrinis folk ikke overhale Liverpool alene med sejre i de to kampe, de har til gode. Martin Skrtel understreger, at han og holdet er klar til at sikre sig endnu en sejr.

Liverpool er nummer ét i Premier League og vandt igen i weekenden over West Ham. På søndag gælder det så Manchester City, og hvis Liverpool vinder det opgør, kan City ikke længere overhale dem ved at vinde de to kampe, de har i hånden.

Forsvareren Martin Skrtel understreger, at han og holdet er klar til at tage imod City på Anfield Road på søndag.

- Det går godt, men der er stadig lang vej. Vi må ikke se for langt frem. Vi har brug for at fokusere fra kamp til kamp, og nu er vores fokus på at få tre point mod Manchester City. Vi ser frem til den udfordring. Vi ved, at den atmosfære, vores fans skaber, bliver fantastisk.

- Vi spillede godt på Etihad tidligere på sæsonen, og vi var meget uheldige med ikke at få noget med fra den kamp. Vi går ind til den i god form, og vi vil gøre alt, hvad vi kan, for at fortsætte denne sejrsstime. Det er spændende. Det er derfor, vi spiller fodbold, for en sæson som den her. Vi vil være deroppe for at jagte titlerne.

- Der er stadig fem kampe at spille, og vi vil fortsætte sådan her og udvide vores sejrsrække. Vi skal bare være fokuserede og fortsætte det hårde arbejde, siger Martin Skrtel til Liverpool Echo.

Liverpool tabte 2-1 til Manchester City på Etihad Stadium tilbage i december sidste år. De er aktuelt fire point foran Manchester City, der dog har spillet to kampe færre.