Premier League

Skuffet Lukaku vil udlejes

Det er aldrig blevet til det store gennembrud for Romelu Lukaku i Chelsea, og nu er belgieren klar til at træde et skridt tilbage for at gå to frem.

Romelu Lukaku var et af de mest indlysende talenter i europæisk fodbold, da han imponerede som bare 16-årig på Anderlechts førstehold. Derfor stod Chelsea klar i 2011 med en kontrakt til den unge belgier med den imponerende fysik. Men Lukaku har endnu ikke udfoldet sit potentiale som ”den nye Drogba”, og det er således kun blevet til seks kampe for London-mandskabet i denne sæson – alle som indskifter.

Det manglende spilletid får nu den 18-årige belgier til at se sig om efter nye udfordringer, der kan sætte gang i udviklingen igen.

- Jeg har brug for at spille flere kampe. Det er ikke gået, som jeg havde forestillet mig. Både Andre Villas-Boas og Roberto Di Matteo har satset på erfarende spillere. Jeg har ikke altid været enig i deres beslutninger, men som spiller er man nødt til at acceptere trænerens beslutninger. Jeg fortryder ikke mit skifte til Chelsea, for jeg har lært en masse, siger Lukaku til

De Standaard

.

Romelu Lukaku er senest blevet sat i forbindelse med et udlån til Werder Bremen, som en del af handlen med Marko Marin. Endnu er der dog ikke taget en beslutning for den talentfulde belgiske forward.

- Lad os vente og se, hvem der bliver den nye Chelsea-træner, men som det ser ud nu, skal jeg udlejes. Det vigtigste for min karriere lige nu er at spille kampe, og derfor er det bedre at kigge sig om efter andre steder. Jeg ved, at jeg har kvaliteter til at spille i en europæisk topklub, men måske er det bedre at træde et skridt tilbage for at gå to frem, siger Lukaku.

Lukaku nåede 73 kampe og 33 mål for Anderlecht, og trods sin unge alder har han også scoret to mål i 10 A-landskampe for Belgien.