Video : Tipsbladet
Premier League

Solskjær hyldes: Månedens manager i Premier League

Ole Gunnar Solskjær bliver den første Manchester United-træner til at vinde prisen som månedens manager i Premier League, siden Sir Alex Ferguson gjorde det i oktober 2012.

Ole Gunnar Solskjær har været en stor succeshistorie, siden han i midten af december overtog cheftrænerposten i Manchester United fra Jose Mourinho.

Nordmanden har endnu ikke tabt en kamp som Manchester United-træner, og det er blevet til imponerende ni sejre i ti kampe. Og nu bliver Solskjær også hyldet for sin indsats.
Solskjær er nemlig blevet kåret til månedens manager i Premier League for januar.

I januar vandt Manchester United mod Newcastle, Tottenham og Brighton, mens de måtte nøjes med et point mod Burnley.

Nordmanden selv tilskriver æren til sine spillere og understreger, at det er umuligt at være en god træner uden gode spillere.

- Man kan ikke være en god leder eller manager uden gode spillere. Man kan ikke få resultater uden spillerne, så i sidste ende er det, hvordan de reagerer på det, vi fortæller dem, og de har været fantastiske, så alle ære til dem, lyder det fra træneren ifølge Premier Leagues hjemmeside.

Solskjær bliver den første Manchester United-træner til at vinde prisen siden oktober 2012. Dengang var det Sir Alex Ferguson, der vandt prisen.

De øvrige nominerede til prisen i januar var Sean Dyche fra Burnley og Ralph Hasenhüttl fra Southampton.