Solskjær sammenligner Zaha med Ronaldo
Illustration
Premier League

Solskjær sammenligner Zaha med Ronaldo

Den norske Cardiff-manager ser mange ligheder mellem lejesvenden fra Manchester United Wilfried Zaha og Cristiano Ronaldo. 

Wilfried Zaha har ifølge Cardiffs manager, Ole Gunnar Solskjær, potentialet til at blive lige så god som Cristiano Ronaldo. 

Den unge englænder er røget på en lejeaftale fra Manchester United til Cardiff for resten af sæsonen, og i lørdags spillede han en god kamp i debuten for holdet, da Norwich blev sendt hjem fra Wales med et nederlag. Efter kampen havde Solskjær kun roser tilovers for Zaha. 

- Han er en af de bedste, jeg har set, med bolden. Han har hurtige fødder, han er modig som Cristiano Ronaldo, og han prøver altid at komme fremad, siger Solskjær ifølge goal.com og fortsætter:

- Men han skal beslutte sig for, hvor god han ønsker at blive, og hvor meget han elsker det her spil. Han kan blive en fantastisk spiller som Ronaldo, hvis han selv vil. 

- Jeg har aldrig set nogen, der arbejdede så hårdt, som Ronaldo. Både før træning og efter træning var han en særdeles dedikeret mand, og han har siden bevist, hvad dedikation kan føre til. 

- Jeg er ikke bange for at bruge Alex Ferguson eller Cristiano Ronaldo som eksempler, hvis jeg skal have det bedste frem i et talent. Det handler om vilje og lyst, der skal komme indefra. Det er det, man har i hjertet, der får én langt, og Cristiano Ronaldo har altid haft det, slutter Solskjær. 

21-årige Zaha nåede kun at spille tre kampe for Manchester United, inden han i januar blev lejet til Cardiff, hvor han har fundet en manager, der tror på ham.