Video : Tipsbladet
Premier League

Southampton gafler norsk landsholdsspiller

Norske Mohamed Elyounoussi skifter fra FC Basel til Southampton, hvor han får en femårig aftale.

Siden Southampton lige akkurat sikrede sig endnu en sæson i Premier League, har klubben været på udkig efter hjælp til et svagt angreb. Det fik blandt andet klubben til at tage et kig på danske Pione Sisto.

Det bliver dog efter alt at dømme ikke Sisto, der skal hjælpe Southampton-offensiven næste sæson. Klubben har således netop præsenteret den norske offensivspiller Mohamed Elyounoussi, der har skrevet under på en femårig aftale.

Og Southamptons cheftræner, Mark Hughes, håber at Elyounoussi kan fortsætte den produktion, han har haft i FC Basel i de forgangne to sæsoner.

- Mohamed er helt klart endnu en meget spændende tilføjelse til vores offensiv. Han har en fremragende statistik med hensyn til mål og oplæg i to forskellige ligaer, og vi har været meget imponeret over den intelligens, han har vist i sit spil fra et taktisk synspunkt, fortæller Hughes ifølge klubbens hjemmeside.

Elyounoussi stod for 30 oplæg og 23 mål i 83 kampe for FC Basel, og han fortæller også, at han er bedst, når han skal skabe chancer for sig selv eller andre.

- Jeg arbejder hårdt på banen, og jeg kan godt lide at skabe chancer, enten for mig eller for andre. Det er der, jeg er bedst, og hvor jeg kan bruge min kreativitet, så jeg synes, at klubbens filosofi passer mig rigtig godt, fortæller nordmanden.

Den 23-årige offensivspiller har tidligere spillet i norske Molde og står noteret for 16 landskampe for Norge.