Video : Tipsbladet
Premier League

Spillet om Eriksen: Tottenham jagter afløser inden deadline

Christian Eriksens mulige skifte til Manchester United eller Real Madrid betyder, at Tottenham nu ser sig omkring efter afløsere.

Christian Eriksens fremtid kan meget vel blive afgjort i løbet af de næste døgn, for spillet om den danske landsholdsspillers signatur spidser til. 

Torsdag klokken 18.00 lukker det engelske transfervindue, og Eriksen er på det seneste blevet sat i forbindelse med Manchester United, mens Real Madrid ifølge flere medier fortsat er en mulighed. Meget tyder derfor på, at danskeren forlader Tottenham, og det har nu fået klubben til at intensivere jagten på Eriksens afløser. 

Det engelske medie Daily Mail og spanske Marca skriver således, at Tottenham forhandler med Real Betis om den argentinske midtbanemand Giovani Lo Celso. Tottenham har længe været interesseret i argentinere, men ifølge de internationale medier er det endnu ikke lykkedes at blive enig med Betis om en overgangssum. 

Giovani Lo Celso scorede 16 mål i 45 kampe for Betis i alle turneringer i sidste sæson.